Artikler
Der bruges alt for mange midler på at lede efter ufarlige pesticidrester i drikkevand, mens farligere stoffer går under radaren, mener toksikolog Nina Karin Svanborg.
Drikkevand med ekstremt små mængder af pesticidrester skal kasseres eller renses. Det står i modsætning til vand med større koncentrationer af kemikalierester som eksempelvis opløsningsmidler, olieprodukter og lægemidler i drikkevand.
Det kan lyde mærkeligt. Men det skyldes, at den tilladte mængde af de fleste kemiske stoffer i drikkevand reguleres på baggrund af mulige sundhedsrisici. Pesticidrester reguleres derimod ud fra en politisk vedtaget doktrin om, at de slet ikke må findes.
Derfor er grænseværdier for pesticider meget lavere, end de ville have været, hvis de var sundhedsmæssigt begrundet. Også selvom pesticidresternes eventuelle sundhedsmæssige effekter er langt bedre undersøgt end de fleste andre kemiske stoffer, man kan finde i drikkevandet.
Læs om Nina Svanborgs analyse af 6.000 almene vandboringer og hendes bemærkelsesværdige konklusioner her.
Under et åbent samråd d. 24.02.23 lød det fra miljøminister Magnus Heunicke til Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, der havde indkaldt til samrådet, at der kun bliver givet tilladelse til at bruge sprøjtemidler i Danmark, når Miljøstyrelsen vurderer, at den konkrete anvendelse af midlerne er sikker.
Både når det handler om sundhed og miljø, herunder grundvandet.
– Hvis det viser sig, at et sprøjtemiddel ikke er sikkert på grund af en risiko for overskridelse af kravværdier, for eksempel fra PFAS i fødevarer eller vandmiljø, så bliver det forbudt at sælge og anvende, sagde Magnus Heunicke.
Ministeren forklarede, at PFAS i pesticider ikke er overset, men håndteres i EU’s pesticidforordning, hvor der er meget skrappere regler for, hvornår et middel kan godkendes end, når man for eksempel bruger PFAS i tekstilindustrien.
Han påpeger, at der jo er en grund til, at man tilfører stoffer med PFAS i sprøjtemidlerne, da de har en effekt. Ofte vil effekten være, at der er en højere stabilitet, som medfører færre sprøjtninger.
Ministeren tilføjede, at pesticider står for cirka to procent af stoffer, der opfylder PFAS-definitionen. Bare lige for, at vi har proportionerne med, når vi diskuterer det her.
– Når jeg har møde med dygtige fagfolk, så har de vurderinger af, hvor få ‘kulstof-flourbindinger’, der er i sprøjtemidler i forhold til andre, og at ministeriets eksperter også har omfattende data fra VAP-marker.
Den hyppigst fundne pesticidrest i grundvandet DMS har været anvendt i både landbrug som fungicid og som biocid i træbeskyttelse og maling. En endnu ikke offentliggjort rapport viser, at niveauerne i helt almindelige byområder, hvor der ikke har været landbrug, er overraskende høje. Og problemet bliver ikke mindre de kommende år.
Af redaktør Michael Rotenborg, Ingenøren/Watertech
Det var meget sandsynligt, at forekomsten af svampemidlet DMS i grundvandet i Danmarks største kolonihaveområde med flere tusinde malede træhuse vest for Ballerup ville være høj. Hofor havde allerede konstateret forurening af fire drikkevandsboringer i den nordlige del af kolonihaveområdet. Og da man sammen med GEUS tog prøver til det såkaldte FungiSource-projekt viste de da også, at det øverste grundvand i området indeholder fra ca. 0,2-1 μg/L DMS (Drikkevandsbekendtgørelsens kravværdi er 0,1 mikrogram).
Mere overraskende var det, at der var så store værdier i referenceområdet; et typisk dansk villakvarter i den østlige del af Hvidovre. Her lå koncentrationen typisk på 0,2 – altså stadig over grænseværdien – og der blev fundet værdier på helt op til 0,33 μg/L.
Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort rapport om FungiSource fra Miljøstyrelsen.
Store bemalede træflader på typiske parcelhuse
Projektets hovedresultater om træbeskyttelse/maling har været offentliggjort i tidsskriftet Vand & Jord. Hovedforfatter og projektleder Christian Nyrop Albers fra GEUS peger på, at referenceområdet i Hvidovre repræsenterer et typisk, dansk byområde med lav bebyggelse domineret af villakvarterer med mindre indslag af rækkehuse og etagebyggerier.
Der har ikke været egentligt landbrug siden 1960’erne, og gartneridriften ophørte i 1970’erne, så det er derfor usandsynligt, at DMS-kilderne tolyfluanid eller dichlofluanid har været anvendt i jordbruget i området.
»Umiddelbart kan det virke besynderligt, at DMS-koncentrationerne kun er 2-3 gange større under kolonihaverne sammenlignet med villakvartererne, idet stort set alle kolonihavehusene er malede træhuse, hvorimod langt de fleste af parcelhusene er opført i mursten. Men når man betragter et typisk parcelhus, er der faktisk også her store bemalede træflader i form af gavle, sternbrædder, vindskeder, vinduer, træterrasser, stakitter, cykelskure osv.,« påpeger Christian Nyrop Albers.
Rækkehuse i mursten har størst bemalet areal
For at kunne sammenligne risikoen for DMS-udvaskning, opmålte FungiSource-projektet bemalede træflader for forskellige typer bebyggelser opført i forskellige årtier.
»Ganske overraskende havde rækkehuse i mursten det største bemalede areal målt i forhold til grundarealet. Det var også overraskende, at parcelhuse i mursten gennemsnitligt havde næsten samme bemalede areal som kolonihaverne, målt per hus, og halvt så meget som kolonihaverne målt per grundareal,« fremhæver Christian Nyrop Albers.
Folkene bag FungiSource konkluderer således, at der i villaområder udvaskes store mængder DMS fra biocid-anvendelse, også selvom de fleste parcelhuse og rækkehuse er opført i mursten. Og at der generelt må forventes lignende DMS-koncentrationer under byområder, når de er karakteriseret ved et stort antal parcel- og rækkehuse.
Der kan forventes mere DMS i de kommende år
FungiSource har i en række laboratorieforsøg undersøgt, om DMS nedbrydes i grundvandsmagasinerne, og konklusionen her er, at DMS sandsynligvis er persistent efter udvaskning fra de øvre jordlag.
»At DMS-koncentrationen under byområder er tæt på sit maksimale i den øverste del af grundvandet betyder derfor, at der desværre kan forventes DMS i den danske grundvandsressource mange år ud i fremtiden,« vurderer Christian Nyrop Albers.
Hovedformålet med FungiSource var netop at besvare de to spørgsmål:
- Bidrager biocidanvendelse til den udbredte grundvandsforurening?
- Og hvor længe efter anvendelse er nedbrydningsprodukterne et problem?
Skal der tillades mere rensning?
DMS har på få år udviklet sig til at være en af vandselskabernes største hovedpiner og nok den største årsag til, at mere rensning kan være nødvendig i en årrække. De nye resultater for træbeskyttelse/maling tyder kraftigt på, at DMS-forureningen ikke har toppet, og det spiller ind i diskussionen om, hvorvidt vandselskaberne i større omfang skal have tilladelse til at rense – frem for at bruge rigtig mange penge på at finde nye kildepladser.
Resultaterne kan også bruges i fagfolks kamp for bedre regulering, hvor det overordnede forsigtighedsprincip omsættes til strammere regler end i dag. Både herhjemme og i EU ser myndighederne i vidt omfang stadig på anvendelsen af et stof – frem for at se på selve stoffet – når de skal vurdere tilladelse til brug. Det betyder, at et stof kan være forbudt i et pesticid, men tilladt som biocid – som det også var tilfældet for moderstofferne til DMS i mange år.
Endelig vil resultaterne kunne bruges som rettesnor for danske vandforsyninger om, hvor besværligt det kan blive at sikre drikkevand de næste årtier.
Hvad er DMS, og hvor kommer det fra?
DMS (N,N-dimethylsulfamid) er et nedbrydningsprodukt fra svampemidlerne tolylfluanid og dichlofluanid, som i Danmark har været anvendt som sprøjtemiddel i frugt- og bæravl, som bejdsemiddel i såsæd, samt som svampehæmmende biocid i træbeskyttelse og maling.
Stofferne har været anvendt fra ca. 1970 og indtil 2007 i frugt og bær, og ca. 2015 i træbeskyttelse og maling.
Da man i 2018 begyndte at analysere for stoffet i grundvand og drikkevand, viste DMS sig hurtigt at være usædvanligt udbredt med fund i ca. 1/3 af de undersøgte drikkevandsboringer, og over kravværdien i 8,5 pct. af boringerne
Svampemidlet cyazofamid der især har været brugt til kartofler, er også kilde til DMS-forurening; Nye resultater har netop fået Miljøstyrelsen til at lægge op til at trække det tilbage fra markedet.
Fund af DMS i mange bynære drikkevandsboringer antydede, at almindelige byområder kan være en betydelig kilde til grundvandsforureningen, men det er først med GEUS og HOFOR-projektet FungiSource under Miljøstyrelsen, at det står klart, hvor stor en kilde.
Når HOFOR og andre vandselskaber finder DMS i boringer, blander de det typisk op med renere vand, så vandet der sendes til forbrugerne, holder sig under grænseværdien.
DMS er ikke vurderet som specielt toksisk. Da DMS er et nedbrydningsprodukt af pesticider, sættes grænseværdien for, hvor meget drikkevand må indeholde, automatisk til 0,1 mikrogram pr. liter.
Kilder: GEUS m.fl.
Læs artiklen på Ingeniøren her: DMS er udbredt i grundvand i byområder – langt over grænseværdien | WaterTech (PRO) (ing.dk) – bag betalingsmur.